Ankomsten til Napoli er en af de kaotiske, sofistikerede slags. Den største udfordring for en bilist fra Verona er at køre i myldretiden kl. 17.30 uden at gøre nogen skade på bilen. Som en napolitansk ven siger: “man skal bare følge strømmen!” Sådan gjorde jeg, og jeg ved ikke hvordan, men jeg fandt mig selv på motorvejen og derefter på motorvejen, lige mod Sorrento-halvøen. Således begyndte min gourmetrejse på jagt efter gode ting mellem Campania og Molise. At scoute for italienske kvalitetsprodukter tillader ikke spildt tid og kræver især meget beslutsomhed og nysgerrighed.
Første stop: hovedstaden for italiensk pasta. For at komme op til Gragnano forlader man motorvejen og tager den statslige vej, der fører til den mytiske Amalfikyst. Byen ligger højt oppe, ved foden af Lattari-bjergene. Jeg bliver mødt af en smal og dyb dal, skabt af de brusende vandmasser fra Vernotico-bækkenet.
Vandet, elementet der følger dig overalt, den sande ressource der gør forskellen og præger unikt dette produkt. Storslåede springvand i centrum af pladser og små kilder langs vejene fortæller historien om denne by. Rækker af bygninger følger vinden og skaber luftstrømme, som siden 1400-tallet har gjort Gragnano til et åbent tørringsanlæg.
Jeg klatrer op mod vejen, der fører til Sorrento-halvøen, og så snart jeg er ude af byen, er jeg ankommet. Vincenzo venter på mig sammen med sin søn Ciro Dario. Familien Petrone er en del af historien om gragnanesiske pastafabrikanter. Virksomheden Gragnano in Corsa er blevet anset af mange eksperter og gourmeter som en af de fem bedste fortolkninger af Gragnano IGP-pasta. Vincenzo og Ciro tager imod mig i deres lille shop, hvor den gyldne farve dominerer. Men der er også forhistoriske redskaber og stumper fra et Gragnano, der ikke længere eksisterer. Sammen besøger vi værkstederne for produktion af både korte og lange pastaformer. Ja, for alle de håndværksmæssige pastafabrikker i Gragnano er små enheder indkapslet i de gamle bygningers sten. I et af værkstederne, på portalen, findes stadig symbolet fra Vermicellari-bruderskabet. Endelig træder jeg ind i de små pastafabriksrum og lugter duften af hvede, ren og berusende.
Vincenzo viser mig de Lumaconi, som tørrer langsomt. Bag døren er der et bord, hvor pastaen pakkes i hånden. I et hjørne ligger sække med udvalgt durumhvedesemoliner fra Puglia. Her bliver sækkene dumpet i en dejblander, der stadig betjenes i hånden. Jeg har ikke meget tid tilbage, og desværre må jeg tage afsted. Vincenzo, som er en stor maratonløber, formår alligevel at få mig til at løbe og føle atmosfæren i dette store, gamle område, sjælen af borboniske pastafaabrikanter, makaronerne, som Totò havde i lommen i *Miseria e nobiltà*, og smagen af det rene vand, der strømmer fra klippen.
Klokken er nu otte om aftenen, det er tid til at forlade Vincenzo og Ciro Darios smil og passion. Jeg forlader Gragnano følelsesmæssigt og begynder at køre op gennem Campania via motorvejen, der fører til Benevento og derefter fortsætter til Bari. Det er mørkt, og efter glimtningen fra Napoli-bugten, giver det kunstige lys langsomt plads til mørket og stjernernes glimt. Når man forlader motorvejen og begynder at køre mod Campobasso, bliver det naturskønne landskab blødt og fascinerende. Små landsbyer svagt oplyste dukker op langs vejen som krubbescener. Små romanske og gotiske kirker træder frem fra de mørke rum, og der oppe forenes de med stjernernes lys. Vejene bliver stadig smallere, og man begynder at stige op mod bjerget. Efter sving og kurver, er jeg endelig ankommet til den lille by Guardiaregia. Det er sent nu, men så snart jeg træder ud af bilen, bliver jeg fanget af den stjerneklar himmel, som jeg ikke er vant til at se i Po-sletten. Der er stille overalt, og det svage lys fra en lille by står foran mig. Det føles som om tiden er stoppet, og sjælen hviler. Hvor er Italien dog smuk!
Der er knap tid til et hurtigt brusebad, før jeg omkring kl. 23.00 drager mod den anden etape af dagen. På det tidspunkt? Selvfølgelig! Jeg skal til Cercepiccola, til den legendariske bager Rosa Maria Vittoria. Jeg kan ikke løbe på vejen, da den myldrer med ræve, grævlinger og andre natdyr, der krydser vejen hele tiden. Udenfor bageriet venter Merirose del Rosso, der straks fører mig til bageriet uden at spilde tid. Jeg har en lang nat foran mig! Indenfor bageriet er Meriroses bror, Pino Pane. I Cercepiccola kalder alle ham det! På et bord ligger det hvide forklæde og bagerhatten klar. Pino lader mig lugte til dejen med surdejen, som hver dag er blevet genanvendt i syvoghalvfjerds år. Det er brødets magi! Alt starter med dejen derefter opskrifter, som Pino kender udenad. Brød, valnøddebrød, kamutbrød, dej til rundstykker, osv., og så dejen til dejen, der vil blive til en croissant fyldt med fløde. For at være ærlig, ser det ud til, at jeg er mere bageren end Pino, der mere har det “physique du rôle” som en klatrer eller vandrer.
Avancerede dejblandemaskiner, der dog til sidst giver plads til ancestrale bevægelser, der går tilbage til tidernes morgen. Ja, for den sidste dej til formerne her gøres i hånden. Merirose viser mig hele produktionen fra bageriet. Udover de lækre brød, vi har sendt til jer i nogle måneder nu, er der hele konditoriet, påskens produkter, colomba, pigna og casciatelli med ricotta. Hen imod tre om morgenen er de første dejportioner klar til at formes: ciabatte, brød, strå osv. Bageriet bliver livligt, og vi er næsten klar til bagning. Jeg kan ikke klare mere! Mine ben ryster af træthed: jeg forlader Pino Pane og Merirose og med lidt besvær kører jeg til B&B og undgår ræve, grævlinger & Co. Men ved min ankomst, vender jeg endnu en gang blikket mod den stjernefyldte himmel over Molise. Jeg går i seng i godt selskab!
Bernardo Pasquali
S&M
Vi anbefaler at nyde
✔ Du har tilføjet produktet til din indkøbskurv!
