“Hvis det er sandt, at vi er det, vi spiser, vil jeg kun spise ægte ting”
Sådan sagde, mens han beskrev sig selv, musen Rémy i filmen Ratatouille, et lille talent i køkkenet og en forfinet drømmer. I filmen, som blinker til Proust og den berømte madeleine fra “På jagt efter den tabte tid”, er den største udfordring for den undercover kok at præsentere en ret for den frygtede kulinariske kritiker Ego.
Og kogeren vælger til denne hårde prøve, til alles forundring, en fattig ret fra landbrugstraditionen. En ret, der er i stand til at smelte den hårde kritikers hjerte, som fra det første bid vækker minder om en bekymringsløs barndom tilbragt på landet.
Sådan føler man sig foran en
klar suppe fra Agriturismo Il Poggio. I hverdagens hast, fyldt til bristepunktet med mange (til tider for mange) forpligtelser, ønsker dem, der arbejder hele dagen og kommer hjem om aftenen, trætte, kun én ting: at spise godt. Hvis vi så tilføjer, at det nu er efterår, og vi går mod vinteren, efter en regnfuld og kold dag, bliver ønsket om en varm suppe en nødvendighed.
Jeg har tilbragt en del af mit liv i
Toscana, et sted, hvor jeg har værdsat kulinariske varianter, som både er velsmagende og sunde. Duften af supper, med
sort kål eller bælgfrugter, er et levende minde: noget, der taler til mig om middagene på agriturismo med venner, den direkte og underholdende rytme af mine senesiske spisevenner. I de hjemmelavede supper søger jeg stadig det: fornøjelsen. Vakt af en suppe som den
acqua cotta maremmana, som der ikke er tilsat noget til, hverken konserveringsmidler, farvestoffer eller kunstige aromaer, og som der ikke skal tilsættes noget, bortset fra en dråbe koldpresset ekstra jomfruolie, som jeg ikke kan modstå, og en skive sprødt fuldkornsbrød.
Valget er varieret: fra de mere rustikke og hjemmelavede supper går man videre til de ekstremt raffinerede, som
svampesuppen eller den store klassiker fra det franske køkken, der er blevet eksporteret hertil:
løgsuppen!
En rig fornøjelse, der kan deles eller nydes alene, i afslapning.
S&M
